Februar og marts er som regel to travle måneder for mig, og det betyder, at jeg ikke får skrevet så meget på bloggen, som jeg kunne ønske.
Det har ellers være to interessante måneder - i Aarhus underviste jeg på kurset 'kvindelige magter i nordisk mytologi', og i Aalborg på kurset 'vikingekonger'. På begge hold kom deltagerne med mange interessante oplysninger og nye synsvinkler, og jeg vil gerne sige tak til alle for to spændende forløb.
Og til Rita: tak for mjøden! Det var en festlig afslutning!
Der er en række oplysninger, jeg har lovet at give her på bloggen:
Først om vikingekongerne:
Harald Blåtands lig: Selv om Harald Blåtand skulle være blevet begravet i Treenighedskirken i Roskilde, og hans lig ifølge traditionen være flyttet over i Roskilde Domkirke, da den blev opført, har man ikke fundet hans lig, og det er derfor aldrig blevet undersøgt.
Den bog om trelleborgene, jeg nævnte er: Finn Rasmussen: Nyt syn på trelleborgene. Han giver en gennemgang af sine teorier her. Men husk, som jeg sagde på kurset: selvom hans teorier måske er spændende, er der langtfra enighed blandt historikere og arkæologer om dem. Så læs den med forsigtighed.
Så de kvindelige magter:
Først en hilsen fra Anette:
Tusind tak for nogle dejlige tirsdage
Bogen jeg fortalte om hedder "Guide til det okkulte Danmark"
(Jylland og Fyn)
Forfatteren er Bo Bomuld (!) Hamilton-Wittendorff og forlaget er "documentas" 2007
Jeg har købt den hos boghandler Kjær i viborg - han køber tit restoplag.
Dernæst en hilsen fra Ruth:
Jeg lovede en af deltagerene at skrive titlen på den bog om Tolkien. Den hedder " Ringenes herre Tolkiens eventyrlige univers" skrevet af David Colbert.
Ingen af de to bogtitler har noget at gøre med kvindelige magter i nordisk mytologi - men snakken går jo af og til i kaffepauserne ;-).
Og så har jeg selv en titel, jeg kan anbefale:
Gro Steinsland: Eros og død i norrøne myter, Universitetsforlaget, Oslo, 1997.
Gro Steinsland er en anerkendt forsker indenfor nordisk religion og mytologi. Men i denne bog giver hun los, glemmer de strengeste videnskabelig krav og skriver om, hvordan den nordiske mytologi efter hendes opfattelse skal forstås. "Den foreliggende boken er dermed en framstilling av hovedideer i nordisk førkristent åndsliv slik jeg fortolker de mytologiske kildene, både som forsker og som levende menneske i en moderne, mangfoldig og til dels forvirrrende verden," skriver hun i forordet.
Det er interessant, netop fordi hun er en kapacitet indenfor området, så 'hendes opfattelse' bygger på en stor viden om området.
Jeg er ikke altid enig med hende, men bogen er yderst inspirerende. Den er på norsk, men jeg synes, at den alligevel er nem at læse.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar